2009-06-04 Gi’r den hele armen op i 27 meters højde

Flere nye detaljer gør Volvo EC 460C HR til en ægte specialmaskine til nedbrydningsopgaver, og derfor var valget ikke svært, da nedbrydningsfirmaet Villy C. Petersen A/S i Taastrup forleden udskiftede en tilsvarende maskine fra 2001.

- Vi har et rigtigt godt samarbejde med Volvo Entreprenørmaskiner, og samtidig har vi været meget tilfredse med den hidtidige Volvo EC460, så vi har reelt ikke kigget efter så meget andet. Føreren er naturligvis også vigtig i beslutningsprocessen, og han er stor Volvo-fan, så vi havde let ved at træffe beslutningen, fortæller direktør Jan Schultz Petersen, der driver firmaet sammen med sin bror Frank Schultz Petersen.

Blandt nyhederne på Volvo EC 460C HR er et nyt system til at koble udstyret af og på, så det er hurtigere og lettere at skifte mellem det lange nedbrydningsudstyr og almindeligt kort udstyr. Når føreren er rutineret i at skifte, kan det gøres af én mand på under en halv time.

På den nye maskine er der kipbar kabine, så føreren har uhindret udsyn til arbejdet i de store højder. Som ekstraudstyr er maskinen udstyret med vandingsanlæg til støvbekæmpelse. Det omfatter bl.a. montage af en 750 liter vandtank. Med alt udstyr vejer maskinen tæt ved 60 tons.

- Vi har fået maskinen leveret med smøreanlæg ligesom alle vore øvrige maskiner. Så er vi sikre på, at maskinerne bliver smurt under alle omstændigheder, og samtidig giver det en tidsbesparelse. Vi har desuden servicekontrakt, som dækker den løbende service og forskellige typer reparationer. Dermed har vi velkendte maskinomkostninger, siger Jan Schultz Petersen.

Den hidtidige Volvo 460 havde kørt ca. 8000 timer. Villy C. Petersen udskifter typisk maskinerne efter ca. fem driftsår, og den rytme har Jan Schultz Petersen ingen planer om at ændre.

Villy C. Petersen mærker som de fleste andre i bygge- og anlægssektoren til nedgang i ordrebeholdningen, men det har ikke fået firmaet til at skære ned.

- Vi kan godt mærke afmatningen, men vi har hele tide noget at lave, og vi har den filosofi, at vi ikke afskediger folk, fordi der ikke er helt så travlt. Sådan har det altid være hos Villy C. Petersen, og det holder vi fast ved, siger Jan Schultz Petersen.

- Så må folkene hjem på pladsen og rydde op, eller der gøres noget ekstra ved maskinerne. Vi vil ikke afskedige vore medarbejdere. Både maskinførere og håndfolk har så mange specielle opgaver og har oparbejdet så meget knowhow og erfaring, at vi ikke bare kan sætte en ny ind, når vi igen får flere ordrer, siger Jan Schultz Petersen, som i travle perioder indlejer ekstra mandskab fra andre entreprenørfirmaer.

Villy C. Petersen er én af veteranerne i nedbrydningsbranchen. Virksomheden er etableret i 1940’erne af de nuværende ejeres farfar. Senere overtog deres far, Erik Petersen, som har været en kendt personlighed, der bl.a. var med til at etablere Nedbrydningssektionen i Dansk Byggeri og var formand for sektionen i en årrække.

Villy C. Petersen har ud over den nye maskine to andre større Volvo-maskiner – en Volvo EC 240B og en Volvo EC210B.