Thyborøn Nordsø Ral A/S har købt den største Volvo læssemaskine, der produceres. Volvo L350F er forsynet med en 11 kubikmeter skovl, der tager 23 ton ral
Med en produktion på 700 ton ral i timen skal der anvendes effektive maskiner og redskaber. Derfor har Thyborøn Nordsø Ral A/S netop fået leveret en Volvo L350F, som er den største model i Volvos serie af læssemaskiner.
Thyborøn Nordsø Ral A/S udvinder grus og sten fra bunden af Nordsøen. Efter sortering leveres til betonindustrien primært i Danmark, men en mindre del af produktionen eksporteres til Holland, Belgien og Tyskland.
Indkøbet af den store læssemaskine sker i forbindelse med en betydelig udvidelse af virksomhedens faciliteter på Thyborøn Sydhavn. Der er anlagt en ny plads på 70.000 kvadratmeter, og der er gang i byggeri af ny administrations- og garagebygning. Desuden skal der anlægges et nyt internt transportanlæg, så der i alt investeres for 30 mio. kr.
- Når vi køber en så stor læssemaskine, skyldes det, at vi dermed kan holde et sortereranlæg kørende med to læssemaskiner, hvor vi før havde tre læssere til at fylde i et mindre anlæg, fortæller direktør Roland Gagel fra Thyborøn Nordsø Ral A/S.
- Vi har reelt slet ikke kigget på andre fabrikater. Vi har gode erfaringer med Volvo både hvad angår selve maskinerne og service. Vi ser naturligvis også på brændstofforbruget, og der findes ikke maskiner, som er billigere i drift, siger Roland Gagel.
Ud over den nye Volvo L350F har Thyborøn Nordsø Ral i forvejen to Volvo L220E og en Volvo L180E.
Produktionschef Dan Markussen skal køre den nye Volvo L350F i det daglige, og han ser bl.a. frem til at køre den nye maskine udelukkende ved hjælp af joystick, som er standard på den store model.
- Jeg forventer, at det tager et par dage at vænne sig til, men så er jeg også overbevist om, at det er en stor fordel. Specielt efter nogle dages pause, kan det mærkes i skuldrene, når man har kørt en hel dag. Det tror jeg bliver bedre med joystickstyringen, siger Dan Markussen efter de første par prøveture med den store læssemaskine på pladsen i Thyborøn.
Thyborøn Nordsø Ral er ejet af den belgiske koncern Group de Cloedt.